ColoQuick har truppen klar til den danske UCI-weekend

Med sin status som både danske cykelklassikere og UCI-løb er Fyen Rundt og Grand Prix Herning naturlige højdepunkter i ColoQuicks forårsprogram. Nu er rytterne til de to løb udtaget

I weekenden venter to af højdepunkterne i den danske cykelkalender. Lørdag køres grusvejsklassikeren Grand Prix Herning og søndag køres det traditionelle Fyen Rundt. Begge løb kan følges direkte på TV2 Sport.

De to løb har stor anerkendelse i dansk cykelsport – men også i international cykelsport, hvor de på nuværende tidspunkt rangeres som 1.2-løb på den kontinentale kalender. ColoQuick kommer derfor absolut også i stærkest mulige opstilling til de to dage, hvor forhåbningen er at krone et flot forår med endnu en UCI-sejr.

“Som altid glæder jeg mig helt vildt til de to danske UCI-løb og vi kommer for at køre med om sejren begge dage. Vi har haft en rigtig god sæsonstart i år og kommer med flere vinderbud til både Grand Prix Herning og Fyen Rundt,” siger Christian Moberg, der sammen med de andre sportsdirektører på ColoQuick har sat navne på de ryttere, der skal i aktion i weekenden.

Henrik Pedersen, Frederik Muff, Nicklas Pedersen, Emil Toudal, Mads Andersen og Joshua Gudnitz skal forsøge at gentage triumfen fra 2021, hvor ColoQuick vandt Grand Prix Herning.

Simon Bak, Sebastian Nielsen, Frederik Bjørn og Magnus Lorents støder til søndag, hvor Joshua Gudnitz og Nicklas Pedersen også skal i aktion, som de eneste to, der kører begge dage. Her er det Fyen Rundt og tredjepladsen fra 2022, der forhåbentligt skal forbedres.

“Vi har været stabilt gode over hele linjen i de første par måneder af sæsonen og dette har gjort at vi kan stille med så mange forskellige og gode kort i begge løbene. Vi er meget glade for at der stadig er UCI-løb i Danmark på det her niveau og vi prioriterer dem meget højt i vores planlægning. Kæmpe cadeau til de danske klubber og arrangører, der holder gang i hjulene,” siger Christian Moberg.

Som nævnt kan begge løb følges direkte på TV2 Sport.

FOTO: Michelle Tolbøll / CykelFoto

Skriv et svar