Bravour i Bretagne og triumf i Tyskland

Team ColoQuick kan se tilbage på en forrygende uge, da Skive-holdet optrådte på den internationale scene.

I et af sæsonens hårdeste etapeløb på kontinental-niveau, Tour de Bretagne, spillede ColoQuick en dominerende rolle med en etapesejr til Emil Toudal, og blev etapeløbets vinder af holdkonkurrencen.

Ved afslutningsceremonien i Bretagne var Team ColoQuick flittige gæster på podiet, hvor de bedste ryttere i de forskellige kategorier blev hyldet for deres indsats i det syv etaper lange Tour de Bretagne.

– Her satte vi kronen på værket ved at være på podiet flest gange og nu ved alle cykelfans i Bretagne og formentlig også alle andre steder, hvad Team ColoQuick står for. Det er bare KANONflot det drengene har præsteret, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af ren stolthed og taknemmelighed, når vi så samtidig topper en SUPERflot torsdag med Conrad Haugsteds sejr i Eschborn-Frankfurt, siger sportschef Christian Moberg.

– Efter at have spillet en dominerende rolle i næsten alle foregående etaper med deltagelse i det ene udbrud efter det andet, var fokus på den syvende og sidste etape at sikre sig den samlede sejr i holdkonkurrencen, siger sportschefen. Vi vidste at de øvrige hold havde et vågent øje med os, da Emil Toudal og Joshua Gudnitz kunne være i spil til den samlede sejr, hvis de kom med i det rigtige udbrud.

Både Toudal, Joshua og Adam Holm forsøgte sig undervejs og ikke mindst i finalen, hvor Joshua Gudnitz sprintede sig til en sjetteplads i samme tid som vinderen Noah Hoobs, der hentede sin tredje etapesejr og lige præcis kunne fravriste Emil Toudal den grønne pointtrøje. Med sin sjetteplads og bonuspoints undervejs rykkede Joshua op som nummer to i pointkonkurrencen, mens Emil Toudal dumpede ned som nummer fire.

Emil Toudal kunne til gengæld bestige podiet flere gange for at modtage trøjen som den mest angrebsivrige rytter i hele løbet, og trøjen i kombinationstrøjen.

Senere fik han selskab af alle sine holdkammerater på podiet, da ColoQuick skulle hyldes vinder af holdkonkurrencen og det var et populært valg som ikke blev mindre populær, da de kastede deres kasketter ud til publikum.

– Det var skønt at alle drenge kom på podet, for der har været en gigantisk holdpræstation, som alle, også mandskabet bag holdet, har ydet deres uvurderlige bidrag til, slutter Christian Moberg, og konstaterer cykelverdenen igen fik et bevis på den store bredde og kvalitet der er på det lille cykelhold fra Danmark!!

Samtidig med hyldesten i Bretagne, kunne ColoQuick fejre en triumf i U23-udgaven af den legendariske tyske klassiker, Eschborn-Frankfurt, hvor Conrad Haugsted efter en kanonspurt kunne krydse målstregen som vinder.

– Det er 100 procent den største sejr jeg nogensinde har vundet i min karriere som cykelrytter, sagde Conrad efter et løb, hvor Skive-holdet spillede en dominerende rolle og havde ikke færre end fem ryttere blandt de 21 første.

– Det var virkelig en fantastisk holdindsats, hvor alle mand kæmpede røven ud af bukserne, lød det fra vinderen. 

– Da der manglede fire-fem kilometer af løbet satte de fem mand fra ColoQuick, der stadig var med blandt de 21 første sig frem, og det betød, at Tore Troelsen med Conrad Haugsted på hjul kom først gennem de sidste sving inden stregen, siger sportsdirektørTonny Breiner.

– Og så fyrede kanonkuglen Conrad den virkelig af på opløbsstrækningen til en flot og fortjent sejr.

Efter at have afleveret Conrad Haugsted i en perfekt position kunne Tore Troelsen køre i mål som nummer ni, mens Otto Jølving, Tobias Svarre og Anders Vos efter en monsterindsats rullede i mål som nummer 19, 20 og 21.

Sportschef Christian Moberg var selvfølgelig megastolt over sine ryttere og sendte umiddelbart efter de to store triumfer følgende hilsen til alle omkring holdet:

Kære alle,

På sådan en stor dag må det være på sin plads at tilføje et kæmpe kæmpe tak til alle på det her cykelhold.

Tak til ryttere, staff og alle, der på kryds og tværs af kompetencer leverer 100 % til dette fantastisk cykelhold. Nogle gange går flere ting op i en højere enhed. Dog ikke af sig selv, men på grund af jer alles store arbejde.

Af hjertet kæmpe tak til alle og alle har ret til at være stolt på dette hold. INGEN OVER HOLDET!

Skriv et svar