TOUDAL OG GUDNITZ BLEVBEJRGKONGER I NORGE

At flade Danmark kan fostre bjergryttere på den store hylde gav Team ColoQuick et tydeligt bevis på i det højt rangerede etapeløb, Tour of Norway.

Her blev Emil Toudal og Joshau Gudnitz ægte bjergkonger, da de efter alle fire etaper besatte to første pladser i kampen om den prikkede bjergtrøje i hård konkurrence med nogle af verdens bedste cykelhold.

De to bjergkonger grundlagde deres triumf, da de skiftevis på alle fire etaper var i langvarige udbrud, der skaffede dem så mange point i bjergkonkurrencen, at de to ColoQuick-ryttere på skift kunne iklæde sig den prikkede trøje. 

Joshua Gudnitz var på udbrudstogt i samlet 278 kilometer på 1. og 3. etape, mens Emil Toudal gjorde ham kunsten efter på 2. og 4. etape, hvor han sad ude foran i tilsammen 276 kilometer.

Den triumf kan kun blive endnu større, da ColoQuick allerede på første etape blev reduceret fra seks til fire mand, da Adam Holm Jørgensen og Tobias Svarre var impliceret i et voldsomt styrt og måtte udgå.

– Det er sindssyg flot, at Emil Toudal kan snuppe den bjergtrøje, som vi har været på jagt efter hele løbet, siger sportschef Christian Moberg.

– Inden søndagens finale-etape havde vi to heste at spille på med Joshua og Emil på første- og andenpladsen i kampen om bjergtrøjen, og da Emil allerede efter syv-otte kilometer kom med i et fire mands-udbrud var vores plan A allerede klar.

Undervejs hentede Emil Toudal så mange point at han allerede midtvejs i løbet havde sikret sig den samlede sejr i kampen om den prikkede trøje.

Mens de to holdkammerater var på de langvarige udbrud ude foran, kunne Morten Nørtoft og Malte Hellerup koncentrere sig om klassementet.

Her var Morten Nørtoft bedst som en flot nummer 17, mens unge Malte Hellerup i sin første helt store opgave mod World Tour-hold til fulde indfriede forventningerne og sluttede som nummer 23.

– Det var virkelig en stor fornøjelse at se vore ryttere dyste på så højt niveau, og vi fik bevist, at vores lille cykelhold sagtens kan bide skeer med de store hold, slutter sportschef Christian Moberg.

Skriv et svar