Adam Holm Jørgensen udskrevet to uger efter fatalt styrt i Norge:
– JEG ER TAKNEMMELIG
Da en af de store talenter i dansk landevejscykling, 22-årige Adam Holm Jørgensen, torsdag den 29. maj sammen med sine holdkammerater fra Team ColoQuick sad klar i sadlen til en af sæsonens største opgaver, første etape af etapeløbet Tour de Norway, var det slet ikke i hans eller andres tanker, at han et par timer senere blev ramt af et voldsomt styrt. Et styrt som bragte hans karriere, men ikke mindst hans førlighed og liv i fare.
Adam Holm Jørgensen blev straks efter det fatale styrt bragt til Universitetshospitalet i Stavanger, hvor han om aftenen måtte gennem en fire timer lang operation. Han blev efterfølgende overflyttet til intensiv afdeling, hvor han var de næste fire dage.
Efter yderligere nogle dage på det norske hospital var hans tilstand så stabil, at han fredag før pinse med lægefly blev overført til Rigshospitalet i København, hvor han var indlagt til fortsat behandling og intensiv genoptræning, inden han torsdag blev udskrevet og nu kan se frem til en lang genoptræning.
– Om selve styrtet husker jeg, at der skete et styrt lige foran mig, da vi kørte i høj fart, fortæller Adam. Jeg røg i grøften, og mens jeg lå der, landede én eller to af de efterfølgende ryttere ovenpå mig, og det er sandsynligvis det, som medførte de voldsomme følger.
SÅ SLEMT VAR DET
Adam fortæller, at han af lægerne har fået fortalt, at han har brækket seks ryghvirvler, har brud på syv ribben, et brækket kraveben, en punkteret lunge, og at et af de brækkede ribben lavede en flænge i den ene nyre, som medførte indre blødninger.
– Jeg har senere fået at vide af lægerne, at lungen er på plads, og at blødningen i nyren er stoppet, siger den uheldige cykelrytter, der umiddelbart efter styrtet var på operationsbordet i fire timer, inden han blev overført til intensiv afdeling.
– Her fik jeg masser af smertestillende medicin, indtil der var så meget bedring, at jeg med lægefly kunne overføres til Rigshospitalet i København.
Adam Holm Jørgensen fortæller, at han nu er i gang med genoptræningen, men at han stadig skal have hjælp til meget.
– Bare det at komme op at sidde på sengekanten har været en kamp, og jeg er også begyndt at gå en smule ved hjælp af en såkaldt talerstol, som er en slags forhøjet rollator, sagde Adam et par dage før han blev udskrevet.
NU SKAL JEG PÅ BENENE IGEN
– Jeg prøver at gå så meget som muligt, og øge distancen fra gang til gang. Der er ingen tvivl om, at her kommer min kampgejst og -vilje fra racercyklen mig til gode.
– Jeg tænker på, at det kunne være gået meget mere galt. Jeg kan stadig gå og jeg er her stadig, lyder det fra en trods alt optimistisk Adam.
– Det er mit første mål, at jeg skal tilbage på benene og klare tingene selv. Jeg tager én dag ad gangen og prøver ikke at tænke for langt ud i fremtiden. Så begynder tankerne bare at køre rundt i hovedet. Jeg lever fra dag til dag og glæder mig over at ethvert lille fremskridt er en sejr.
Adam glæder sig også over al den opbakning og støtte han har fået ikke mindst fra sin familie, men også fra venner og holdkammerater.
– Jeg har fået mange beskeder og det glæder, når man ikke selv kan gøre så meget, slutter Adam Holm Jørgensen.
MOBERG: ALLE GODE TANKER TIL ADAM
Team ColoQuick er selvfølgelig også stærkt berørt af Adams fatale styrt.
– Vi er hos ColoQuick utrolig ked af det på Adams vegne, og han skal vide, at vi er klar til at modtage ham med åbne arme, når han er tilbage på cyklen, siger Skive-holdets sportslige leder, Christian Moberg.
– Vi glæder os til at se ham tilbage, men i den nuværende situation er cykling ligegyldig. Vi sender alle gode tanker til Adam på den svære rejse han står foran, slutter Christian Moberg.
FOTO: TOKE HAGE
