Det Skive-baserede cykelteam, coloQuick, var igen helt dominerende, da 2. etape af det franske cykelløb, Tour Eure et Loir, lørdag blev afgjort efter 188 kilometer fra Maintenou til Authom-de-Perche. 20-årige Alexander Salby spurtede ind på andenplads og gjorde det dermed en tand bedre end holdkammeraten Niklas Larsen, der fredag blev nummer tre. Niklas var igen med i afgørelsen, men måtte efter et dramatisk opløb nøjes med fjerdepladsen.
Etapen blev vundet af belgieren Gerben Thjissen fra Lotto Soudal, der fredag var blevet nummer to, mens fredagens vinder Trond Trondsen fra Norge spurtede ind på en sjetteplads.
” – Vi havde Rasmus Lund med i et udbrud det meste af dagen, men denne gruppe blev indhentet seks kilometer før mål, og så var der lagt op til et spurtsopgør,” fortæller coloQuicks sportsdirektør Christian Andersen fra Frankrig.
“- Herefter var det planen at Alexander Salby skulle køre spurten for Niklas Larsen, men de fik nok startet lidt for tidligt, og blev delvis lukket inde. Derfor er det meget imponerende, at de begge kunne holde ved og at Salby kunne erobre andenpladsen og Niklas Larsen blev en fornem nummer fire,” siger Christian Andersen, der fastslår, at rytterne heldigvis hele tiden lærer af de små fejl, som i sidste ende kan koste sejren.
Dagens etape betød også endestationen for Mathias Krigbaum, som Christian Andersen sent lørdag kørte til lufthavnen, hvor han blev sat ombord på et fly med kurs mod Danmark.