NIKLAS LARSEN VANDT 22. SEJR TIL COLOQUICK

– Det er bare helt vildt. Det var coloQuicks 22. sejr i år og vi er ikke engang halvvejs gennem sæsonen.

Sådan lyder det begejstret fra sportsdirektør Christian Andersen efter at Niklas Larsen var kommet først over stregen i lørdagens landevejsløb i Silkeborg, der var første afdeling af Marcello Bergamo Cup.

– Det er samtidig Niklas Larsens femte sejr i år, og hos coloQuick er det kun Casper Folsach, der har vundet flere sejre, konstaterer Christian Andersen.
I løbet i Silkeborg blev det allerede tidligt i løbet dannet et udbrud, hvor Team Waoo var i overtal med hele tre ryttere med tre ryttere i form af Silas Clemmensen, Andreas Hyldgaard og Frederik Thomsen, mens coloQuick havde Jacob Hindsgaul og Niklas Larsen med i udbruddet, som derudover bestod af Mattias Skjelmose (Team IBT-Ridley), Mads Østergaard Kristensen (Team Herning CK), Sindre Kulset (Uno-X Norwegian Development) samt Jesper Vinkel (Team Aura-Energi – JSdk).

I finalen lykkedes det Niklas Larsen og Mads Østergaard at rykke sig fri fra frontgruppen.

De to kom alene til mål med et forspring på 24 sekunder og Niklas Larsen var klart hurtigst.

Efter de to kom en mindre gruppe, hvor coloQuicks Jacob Hindsgaul var hurtigst i spurten og snuppede podiets nederste trin og dermed tredjepladsen. I samme gruppe sad holdkammeraten Aksel Bech Skot-Hansen, der blev nummer fem.

Daniel Lyhne kom også i top 10, da han seks sekunder efter Hindsgaul og Skot-Hansen kom ind på niendepladsen.

Rasmus Lund og Frederik Rodenberg gennemførte også, men kom i mål som henholdsvis nummer 20 og 24 godt 4.30 minutter efter vinderen.
Pinsedag – søndag – går det løs i Herning og her skal Alexander Salby, Aksel Bech Skot-Hansen, Christian Moberg og Steffen Munk Christiansen ud på 142,8 kilometer. 

Endelig skal Alexander Salby, Aksel Bech Skot-Hansen, Christian Moberg og Steffen Munk Christiansen i sadlen for tredje gang i pinsen når de sammen med Daniel Lyhne skal ud på 135 kilometer omkring Randers.