HULGAARD PÅ PODIET I TOUR DE L’AVENIR

Efter den danske etapesejr til Mathias Norsgaard på første etape og en tredjeplads i holdløbet af sæsonens største etapeløb for U23-ryttere, Tour de l’Avenir har der været en smule stilstand omkring de danske ryttere, men på dagens femte etape blev de danske farver atter vist flot frem, da coloQuick-rytteren Morten Hulgaard sad med i den absolutte finale og med en andenplads fik en plads på podiet.

Hulgaard var en del af etapens fire mands store udbrud, som i finalen var reduceret til en trio. På de sidste kilometer angreb irske Ben Healy fra Hulgaard og hans amerikanske udbrudskollega Matteo Jorgenson og holdt hele vejen til mål, mens danskeren krydsede målstregen på en andenplads to sekunder efter.

158,9 kilometer fra Espalion til Saint-Julien-Chapteuil var på programmet, og undervejs på etapen skulle rytterne op over tre kategori 3-stigninger og en kategori 4-stigning, inden der i finalen ventede en kort ikke-kategoriseret stigning op mod mål. Etapen bød på mere end 3000 højdemeter.

I silende regn kom fire ryttere afsted i dagens udbrud, og det var med dansk deltagelse. Morten Hulgaard, der til dagligt kører for coloQuick, ramte udbruddet sammen med Robin Froidveaux (Schweiz), Matteo Jorgenson (USA) og irske Ben Healy (Centre Mondial du Cyclisme). Kvartetten fik oparbejdet sig et forspring på næsten fire minutter, inden feltet satte tempoet i vejret.

Med lidt over ti kilometer til mål faldte Froidveaux fra oppe i udbruddet, der nu kan bestod af en trio med et forspring på halvandet minut til feltet, hvor Holland styrede tempoet. Healy angreb solo med under fem kilometer til mål, og ireren fik et lille hul til Hulgaard og Jorgenson.

Healy formåede at holde den dansk-amerikanske duo bag sig hele vejen til målstregen, som han krydsede som etapevinder af 5. Etape – to sekunder foran Morten Hulgaard, uden besvær kunne holde amerikaneren bag sig og sikre sig andenplads med et forspring på tre sekunder.

Andreas Stokbro leverede også en fin indsats og fik en 12.-plads halvandet minut efter Hulgaard, mens Jacob Hindsgaul blev nummer 86 godt otte minutter efter.

I den samlede stilling kunne Morten Hulgaard avancere 32 pladser og er nu nummer 55 med et tidstab på 5,40 min til den førende franskmand, Simon Gugliemi. 

Sjette etape tirsdag er på 124 kilometer fra Saint-Julien-Chapteuil til Privas.