PNDKR: NIKLAS KUN KVART SEKUND FRA FØRERTØJEN

For coloQuicks store klassements-håb i Post Nord Danmark Rundt, 22-årlige Niklas Larsen, blev torsdagens enkeltstarts-etape i Grindsted en kæmpe opmuntring, selvom han lige netop ikke kom på podiet. Det blev til en virkelig flot fjerdeplads, men mere vigtigt var det, at Niklas kørte så stærkt, at han nu kun er 24/100 sekund fra førertrøjen.

Den meget flade enkeltstart blev vundet af den danske timerekordholder og tempospecialist, Martin Toft Hansen fra det bornholmske BHS Almeborg, der var 11 sekunder foran tre landsmænd, Rasmus Quaade fra Riwal Readynez, Mads Würtz Schmidt, der er kaptajn på det danske landshold, og Niklas Larsen. Kommissærerne måtte derfor ud i decimalerne, for at finde rækkefølgen og de tre blev placeret i den nævnte rækkefølge fra anden- til fjerdepladsen.

I klassementet viste det sig, at Mads Würtz Schmidt var 24/100 sekund eller et kvart sekund hurtigere efter de to første etaper, og derfor kan bære den blå førertrøje med mindst mulig margen på fredagens etape fra Holstebro til Vejle. 

Niklas Larsen er naturligvis nummer to med et forspring på tre sekunder til Rasmus Quaade og fire sekunder til Mikkel Bjerg. Den tidligere coloQuick-rytter Jonas Vingegaard kørte en utrolig flot enkeltstart, hvor han blev nummer syv, og han har samme placering i klassementet med et tidstab på 11 sekunder.

Kom Niklas Larsen ikke på podiet på enkeltstarten, havde han dog den glæde, at blive kaldt op to gange, for dels at modtage den grønne pointtrøje, dels den hvide ungdomstrøje. Da Aksel Bech Skot Hansen fik figthertrøjen på første etape er coloQuick indehaver af tre af etapeløbets fem trøjer.

“Niklas kørte en helt perfekt enkeltstart, hvor han lige præcis tog de chancer der var nødvendig uden at være dumdristig,” sagde sportsdirektør Christian Andersen. “- Det er samtidig en meget gunstig position for os, at Niklas ikke er i førertrøjen, når det fredag går løs på Kongeetapen fra Holstebro til Vejle. Nu er det ikke os, der skal ud for at forsvare den blå førertrøje, men kan køre mere afventende og lade andre om at tage det hårde slæb undervejs”, mener sportsdirektøren.

Det var også en meget tilfreds og storsmilende Niklas Larsen, der rullede af efter løbet. 

“Jeg trådte mere end 420 watt, og det er absolut tilfredsstillende. Jeg følte meget godt tilpas, og havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg var blandt de bedste, og derfor var der ingen grund til at tage unødige chancer i de tre rundkørsler ind mod byen,” sagde Niklas Larsen.

Julius Johansen blev næstbedste coloQuick-rytter på en 18.-plads 45 sekunder efter Martin Toft Hansen, efter at han havde haft bedste tid i en lang periode. Jeppe Aaskov Pallesen blev nummer 51 1,25 min efter, Frederik Rodenberg nummer 66 1,39 min efter. 

Aksel Bech Skot-Hansen endte som nummer 96 og var 2,17 min efter, mens Steffen Munk Christiansen sluttede som nummer 98 og tabte 2,20 min.

I klassementet er Jeppe Aaskov Pallesen nummer 40 og er 1.17 min efter, Julius Johansen nummer 92, 3,23 min efter, Frederik Rodenberg nummer 99 med et tidstab på 4,17, Steffen Munk er nummer 101 – 4,58 min efter og Aksel Bech Skot-Hansen er nummer 111 – 6.22 efter.

Fredag køres som sat kongeetapen fra Holstebro til Vejle, og her skal rytterne flere gange passere den berygtede Kiddesvej, og der er uden tvivl her der vil ske en justering af klassementet.