VM-PROFIL SKRIVER KONTRAKT MED COLOQUICK

En af profilerne i lørdagens VM for juniorer i Glasgow i Skotland, og et af dansk cykelsports allerstørste talenter på junior-fronten, både på bane og landevej, 18-årige Theodor Storm, tager fra årsskiftet springet op i seniorklassen, og skriver samtidig kontrakt med et af Danmarks mest succesrige talentudviklingshold, Team ColoQuick fra Skive.

Med en femteplads i VM-løbet og en meget aktiv rolle i det meste af løbet, hvor han var med til at sætte sin landsmand, Albert Philipsen op til det afgørende angreb, som sikrede en dansk guldmedalje, beviste Theodor Storm, at han også hører hjemme i verdenseliten i juniorklassen.

– Theodor er et af verdens største juniortalenter og han har været en meget ombejlet herre. Der har været mange med i kampen om Theodors underskrift, og derfor er vi hos ColoQuick både glad og stolt over at have sikret hans underskrift på en kontrakt for 2024-sæsonen, siger sportschef Christian Moberg.

-Det er en blåstempling af ColoQuick som Danmarks bedste talentudviklingshold, at Theodor og kredsen omkring ham har valgt os som et springbræt til den helt store professionelle karriere, der uden tvivl venter ham. Nu skal han i gode og trygge rammer vokse op og modnes som seniorrytter, inden turen går videre. Det er derfor vi er her som en naturlig af fødekæden til de helt store World Tour-hold.

Christian Moberg fortæller, at Theodor Storm i den kommende sæson vil satse både på landevejen og banen.

– Vi går ind i et OL-år, hvor Theodor er en del af gruppen omkring 4000 meter-holdet, der lørdag sikrede sig guld i disciplinen. Han skal gennem hård træning og deltagelse i vore træningslejre og -samlinger hente styrke, som han kan tage med sig ind på banen. Men vi får også en rytter, der har mulighed for at gøre sig gældende, når vi deltager i løb i ind- og udland, siger Moberg, og tilføjer, at det er en kæmpe cadeau til talentchefen Finn Madsen og de øvrige sportsdirektører, at ColoQuick de seneste år har kunnet hente ryttere som Henrik Breiner Pedersen, Tobias Svarre og nu Theodor Storm.

Den unge sjællænder lægger ikke skjul på, at han har valgt at køre for ColoQuick i 2024, fordi han føler det er et hold med en god solid base, der giver gode muligheder for udvikling.

– Ydermere ville jeg gerne blive på et dansk hold i denne tid, hvor der er stor international interesse for danske cykelryttere, siger Theodor Storm. Nu får jeg mulighed for at kunne færdiggøre min gymnasie-uddannelse og samtidig gøre klar til OL på banen og derfor var ColoQuick bare et perfekt match.

– Jeg har forventninger om at få nogle sjove og fede oplevelser samt en masse udvikling og ny læring på cyklen, men også opleve hvordan hele senior-verdenen fungerer og den mere professionelle tilgang til tingene, siger VM-femmeren, og fortæller her få timer efter kraftpræstationen i Glasgow, at VM var et rigtig hårdt løb.

– Men jeg rammer det rigtige udbrud sammen med min holdkammerat Albert Philipsen, hvor jeg i finalen får ham sat op til et angreb og det ender med han kører væk og bliver verdensmester, mens jeg selv kommer ind på en femteplads, slutter han.

Theodor Storm begyndte at cykle for otte år siden i Hedehusene-Fløng Cykelklub, og efter fire sæsoner med en række flotte sejre i ungdomsrækkerne flyttede han til Roskilde Cykel Ring, inden han i 2022 blev tilknyttet klubbens elitehold, NPV Carl Ras Roskilde Junior, der er et af Danmarks bedste hold i juniorklassen.

Efter det skifte tog Theodor Storms karriere for alvor fart. Han vandt sølv ved DM i linjeløb, kun slået af sin daværende holdkammerat, Henrik Breiner Pedersen, og de to kunne være blevet forenet igen hos ColoQuick, hvis ikke Henrik havde valgt at tage springet til udviklingsholdet hos norske UnoX.

Det blev også i sidste sæson til flotte resultater på banen med VM-sølv i juniorklassen både i 3000 meter holdforfølgelsesløb og i pointløb, og til debut på seniorernes elitehold, der netop har vundet VM-guld. Sammen med sin jævnaldrende makker, Conrad Haugsted, tog Theodor kampen op mod de ældre konkurrenter i senior-DM i parløb, hvor det blev til en sensationel tredjeplads til de kun 17-årige drenge.

De fornemme internationale resultater er fortsat i denne sæson, hvor det i foråret er blevet til sejr i Omloop de Borsele Juniors, en tredjeplads i juniorernes Paris-Roubaix, bjergtrøjen i Saarland Trofeo, og på de hjemlige breddegrader blev det til en sølvmedalje i DM i linjeløb og bronze i enkeltstart.

Kronen på værket er foreløbig femtepladsen ved VM, og der er endnu en VM-mulighed, når han sidst på ugen deltager i juniorernes enkeltstart.

Skriv et svar