EMSIG LØBSKOMMISSÆR KOSTER FOLSACH DYRT

En meget nævenyttig løbskommissær kom lørdag til at koste Casper Folsach fra det Skive-baserede coloQuick dyrt på anden etape af det franske etapeløb, A Travers les Hauts de France.

Løbskommissæren havde konstateret at Casper Folsach – for øvrigt sammen med flere andre – i en ganske kort sekvens af løbet havde kørt på en cykelsti langs med ruten. 

– Kommissæren valgte dog udelukkende at slå ned på Casper Folsach, der blev idømt en tidsstraf på 20 sekunder og en bøde, fortæller en stærkt utilfreds sportsdirektør Christian Andersen fra Frankrig kort før starten på tredje og sidste etape søndag.

– Vi ankede selvfølgelig straffen, men fik det helt klare indtryk, at kommissæren bestemte alt, og at straffen stod ved magt.
Tidsstraffen betød, at Casper Folsach rykkede 45 pladser tilbage i klassementet med et samlet tidstab på 38 sekunder.

– Og dermed har han formentlig mistet enhver chance for at gøre sig gældende i den samlede stilling, mener Christian Andersen.

Anden etape på 198 kilometer blev vundet af Ethan Hayter fra det britiske U23-landshold, der mod slutningen kørte alene og kom i mål med et forspring på fire sekunder. På andenpladsen kom Bas van der Kooij fra hollandske Monkey Town, mens Tom Piddick fra Team Wiggins blev tredje. I samme tid kom Casper Folsach ind som nummer 21 og Jacob Hindsgaul som nummer 23. 

Inden sidste etape er Ethan Hayter i den gule førertrøje med en forspring på 13 sekunder til James Fouché fra Team Wiggins og Matthew Walls, der ligesom Hayter kommer fra det britiske U23-landshold.
Bedste coloQuick-rytter er som nummer 31 Jacob Hindsgaul med et tidstab på 20 sekunder og Casper Folsach er nummer 54 med et tidstab efter straffen på 38 sekunder.

Søndag sluttes af med en 188 kilometer etape fra Petit-Forét til Pecquencourt.