SEJR TIL RASMUS LUND OG ALLE FEM MED I TOP-9

Der var atter total dominans af coloQuick-rytterne, da Politiets Idrætsforening afviklede deres årlige landevejsløb omkring Lejre på Sjælland.

Det blev til en flot og meget fortjent sejr til coloQuick’s Rasmus Lund Pedersen, der var bedst, da tre ryttere kom samlet hjem efter et meget langt udbrud. Han sejrede foran Tobias Mørch Kongstad fra Riwal og Mads Østergaard Kristensen fra Herning Cykelklub Elite.

Udover at køre for at Rasmus Lund kunne bevare sit forspring og sørge for, at han fik de bedst mulige betingelser for at sprinte sig til sejren, kunne de fire øvrige coloQuick-ryttere sørge for, at dominere løbet i den grad, at de alle sluttede mellem de ni bedste.

Frederik Rodenberg blev nummer fire 57 sekunder efter Rasmus Lund. Casper Folsach blev nummer fem yderligere 20 sekunder efter, mens Aksel Bech Skot-Hansen og Christian Moberg som henholdsvis nummer syv og ni fuldendte coloQuick-triumfen.

Efter planen skal de samme fem ryttere på søndag til start i Lyngby Cykelklubs årlige løb for eliten.