Det danske U23-landshold, der består af de to coloQuick-ryttere, Niklas Larsen og Jeppe Aaskov Pallesen samt Mikkel Bjerg, Andreas Stokbro, Mathias Norsgaard og Andreas Kron tog lørdag en andenplads på den indledende holdtidskørsel ved årets femte afdeling af U23 Nations Cup ved Orlen Nations Grand Prix i Polen.
Danskerne blev kun slået af det franske U23-landshold, der var 24 sekunder hurtigere på den 27 kilometer lange rute.
Ruten bød på kuperet terræn, hvor rytterne blandt andet skulle op over nogle korte og eksplosive stigninger med kortvarige passager, hvor stigningsprocenten var oppe at ramme 17 procent.
I morgen slutter den polske Nations Cup-afdeling med anden etape, der byder på 113 kuperede kilometer. I finalen skal rytterne opad en godt tre kilometer lang stigning, hvor den første kilometer gennemsnitlig stiger med over otte procent.