Den kun 20-årige coloQuick-rytter Johan Price-Pejtersen, der for en uge siden blev dansk mester i enkeltstart for U23-ryttere, satte torsdag aften en tyk streg under, at han hører til i eliten blandt Danmarks absolut bedste enkelstartsryttere. Da hele den danske elite i tempokørsel mødtes til DM i enkeltstart for eliten kæmpede Johan Price-Pejtersen sig til en meget fornem bronzemedalje foran adskillige World Tour-ryttere.
En suveræn dansk mester blev Kasper Asgreen, der netop er udtaget til Tour de France for sit hold, Deceuninck Quick Step, og sølvet gik til deb flerdobbeltes danske mester, Martin Toft Madsen fra BHS-Almeborg.
En anden coloQuick-rytter Morten Hulgaard gav endnu et eksempel på det store talent, der trives hos coloQuick, da han kørte sig ind på en sjetteplads foran så prominente professionelle ryttere som Rasmus Quaade, Casper Pedersen og Mads Pedersen.
De to øvrige coloQuick-ryttere på DM-ruten i enkeltstart, Casper Folsach og Aksel Bech Skot-Hansen kom ind på henholdsvis en 13.-plads og nummer 36.
Den nye danske mester Kasper Asgreen vandt i tiden 46.03, mens Martin Toft Madsen kom i mål 24 sekunder senere i 46.27 og herefter var der yderligere et spring på 21 sekunder til Johan Price-Pejtersen, der blev noteret for 46.48.
Kasper Asgreen grundlagde sin sejr på den første halvdel af løbet, hvor han efter 11 kilometer var 26 sekunder hurtigere end Johan og det forspring havde han ved 25,9 kilometer øget til 43 sekunder. Resten af løbet blev Kasper Asgreen og Johan Price-Pejtersen noteret for næsten identiske tider.
Som den eneste rytter blev sølvvinderen Martin Toft Madsen på grund af en teknisk fejl ikke noteret for mellemtider undervejs og derfor er der ikke noget direkte sammenligningsgrundlag.