Mens Mads Pedersen var i fuld gang med at sikre sig sit livs største triumf – verdensmesterskabet i landevejscykling – på de engelske landeveje omkring Harrogate i Yorkshire, skulle coloQuicks Frederik Rodenberg på vejene omkring Sønderborg forsøge at sikre sig en dobbelttriumf ved at vinde begge weekendens to landevejsløb i Sønderjylland.
Efter at det lørdag var blevet til sejr i Tønder, pegede meget undervejs i Sønderborg på at Rodenbergs mission om en ny sejr også skulle lykkes, men i den sidste ende stak den 34-årige veteran Martin Mortensen fra Team Waoo en kæp i hjulet på Frederiks bestræbelser.
Med en margen på blot to sekunder kunne Martin Mortensen krydse målstregen som vinder foran Frederik Rodenberg, der blev offer for ubeslutsomhed i forfølgergruppen og trods en voldsom forcering ikke nåede at indhente Waoo-veteranen.
“Der blev kørt stærkt allerede fra starten af løbet, og der var ikke kørte mange kilometer, før en gruppe på 17 ryttere slap væk, og her havde vi Alexander Salby, Frederik Rodenberg, Morten Hulgaard og Steffen Munk med,” fortæller assisterende sportsdirektør Tonny Breiner.
På den tredjesidste af de i alt 15 omgange, prøvede flere at stikke, og det lykkedes også for Morten Hulgaard at skabe et hul, men desværre styrtede han i et sving og slog sig så slemt, at han ikke kunne fortsætte.
På næstsidste omgang slap Martin Mortensen alene af sted, og først da Steffen Munk fra coloQuick satte en voldsom offensiv ind lykkedes det at skabe en smule enighed i jagten på Martin Mortensen.
“Sammen med Steffen kom også Mads Rahbek, Rasmus Bøgh Wallin, Anthon Charmig og Frederik Rodenberg af sted, og med en smule held var formentlig lykkedes Frederik at indhente Martin Mortensen,” mener Tonny Breiner.
Alexander Salby blev næstbedste coloQuick-rytter på en sjetteplads, da han vandt hovedfeltets spurt.