Det mest succesrige talentudviklingshold i dansk cykelsport, Team coloQuick har for den kommende sæson skrevet kontrakt med endnu et stortalent, Christian Spang Kjeldsen.
Den kun 18-årige gymnasieelev fra Silkeborg, der gennem de seneste to sæsoner har kørt for juniorholdet Team Mascot Workwear, gør dermed junior-europamesteren Kasper Andersen og Herning-rytteren Mads Andersen selskab hos coloQuick, der har base i Skive.
Det er en glad og stolt Christian Spang Kjeldsen, der fra årsskiftet kører for coloQuick:
– Jeg var klodens lykkeligste dreng, da sportsdirektør Brian ”Hellerup” fra coloQuick ringede og tilbød mig en plads på holdet, siger den kommende coloQuick-rytter.
– Det har længe været en af mine ambitioner at komme til coloQuick. Nu skal jeg bevise jeg er værdig for coloQuick og kan bidrage til holdet.
– Jeg ser coloQuick som et hold, der altid gør sig bemærket til cykelløbene og har en fantastisk struktur omkring holdet, hvor det hele er professionelt, både omkring udstyr, men også menneskerne omkring, og deres løbsprogram er godt. De giver plads til udvikling hos rytterne, som betyder de kan tage det næste skridt. Der også en fantastisk holdånd på holdet, og holdånden betyder meget for mig, siger Christian Spang Kjeldsen og tilføjer: – Dermed er coloQuick det perfekte valg for mig
Samtidig forventer han en stor udvikling i det nye regi og vil gerne fortsætte den udvikling han har haft i indeværende sæson.
– Det har jeg de perfekte forudsætninger for hos coloQuick, jeg vil selvfølgelig udvikle mig meget styrkemæssigt, men jeg skal også lære at køre cykelløb blandt eliten på den nationale og internationale scene, og det tror jeg bliver en fed udfordring.
Christian Spang Kjeldsen, der har boet i Silkeborg det meste af sit korte liv, begyndte at cykle ved et tilfælde.
– Jeg cyklede tit i nabolaget og i skoven, og mine forældre kunne godt se jeg elskede det og kørte stærkt op ad bakkerne. Tilbage i 2013 blev jeg så meldt ind i S.I.F Cykling, hvorfra tingene så har taget fart og senest har ført til to sæsoner hos Team Mascot Workwear.
Christian Spang Kjeldsen har haft sine bedste resultater i den netop afsluttede sæson, hvor det blev til solosejr i Uno-X cup Kolding, en andenplads på 4. etape af Tour Te Fjells og en samlet niendeplads i det norske etapeløb. Det blev til en samlet sjetteplads i Junior Nations Cup-løbet i Visengrad i Ungarn, og senest har han hentet en 10.-plads i Spar Nord Gadeløbet i Skive, hvor han blev bedste junior-rytter.
Christian Spang Kjeldsen håber at skiftet til coloQuick indenfor de kommende år giver ham mulighed for at deltage i både U23-løb og eliteløb på højt plan.
– Jeg vil gerne have muligheden for at køre PostNord Danmark Rundt, U23-mesterskaber i ind- og udland, Tour de l´Avenir, GP Herning, Fleche Du Sud og Gylne Gutuer i Norge, som er nogle af de store mål, men også at gøre det godt i de hjemlige A-løb, både for mig selv, men ikke mindst for holdet.
Christian Spang Kjeldsen har allerede som junior sat barren højt og træner mellem 12 og 20 timer om ugen. Han fortæller, at han i sin træning altid foretrækker kvalitet over kvantitet. Men han har bestemt ikke noget imod lange træningspas, og træningen foregår som regel på vejene omkring Silkeborg, som Christian kender som sin egen bukselomme. Derudover styrketræner han et par timer hver uge året rundt.
Den daglige træning foregår som regel sammen med sine to nuværende holdkammerater og bedste kammerater, Magnus Nielsen og Oliver Søndergaard, men han træner også meget med sin kommende holdkammerat hos coloQuick, Sebastian Changizi og sin træner siden april, Mathias Norsgaard, der kører på World Tour-holdet, Movistar.
– Mathias havde set min træning på Strava og kunne se jeg ikke fik det optimale ud af mine anstrengelser, fortæller Christian. – Mathias og jeg kendte godt hinanden i forvejen og han vidste jeg var meget motiveret og passioneret omkring cykling og derfor gav han mig tilbuddet om han ville træne mig.
– Jeg er ham så dybt taknemmelig og jeg kunne ikke forestille mig en mere cool træner end Mathias, der tænker målrettet og langsigtet. Så er det bare ekstra fedt at ens træner er så ung og forstår de svære ting man kan gå igennem som juniorrytter. Mathias er også en af mine gode venner, som jeg kan tale med alt om, og vi kan støtte hinanden omkring mange ting. Jeg har lært meget af ham og er sikker på vi sammen nok skal rykke mig mere henover vinteren.
Christian Spang Kjeldsen fortæller, at som cykelrytter er Peter Sagan altid været hans forbillede lige siden han startede med at cykle.
– Jeg har hans autograf, bog, cykelbriller og en masse andet. Men hans måde at køre cykelløb på er utrolig inspirerende. Her på det seneste har Søren Kragh også været et forbillede, jeg kan godt reflektere min ryttertype i ham og det er tit det der gør man bliver inspireret, slutter den kommende coloQuick-rytter Christian Spang Kjeldsen, der har Sunweb som sit favorithold i World Touren.
Hos coloQuick er der også forventninger til den unge Silkeborg-rytter.
– Christian Spang Kjeldsen har vundet flere juniorløb, og han kommer fra et rigtig godt cykelmiljø hos Team Mascot Workwear, siger den kommende ledende sportsdirektør Christian Moberg.
– Han er en spændende rytter, og det vil helt givet gavne hans udvikling at komme ind i truppen hos os. Jeg glæder mig til samarbejdet med Christian, der også møder op med en meget positiv og optimistisk indstilling.