Alexander Salby klar til fjerde sæson for coloQuick

Team coloQuick har netop skrevet en ny kontrakt med Alexander Salby, der hermed er klar til sin fjerde sæson på Danmarks absolut førende talentudviklingshold.
Den 22-årige sønderjyde – født og opvokset i Aabenraa og i fuld gang med en uddannelse i Aarhus som diplomingeniør – var blot 18 år, da han skiftede fra bornholmske BHS-Almeborg til coloQuick, hvor han siden har været en fast bestanddel af truppen. Og nu bliver det til den fjerde sæson på det Skive-baserede cykelteam.

Jeg har altid følt mig godt tilpas hos coloQuick. Vi har en god holdånd, vindermentalitet og et godt kammeratskab mellem rytterne, forklarer Alexander Salby om sin kontraktforlængelse.

Jeg har været rigtig glad for at være på holdet, især fordi vi er Danmarks bedste kontinentale hold. Her lærer vi at køre rigtige cykelløb, følge en taktik og køre sammen som et hold. coloQuick vinder ikke blot mange cykelløb, men også med mange forskellige ryttere fordi alle får chancen, siger Salby.
Alexander Salby forventer i sin fjerde sæson hos coloQuick, at han gennem et godt løbsprogram kan udvikle sig til at vinde cykelløb, også på voksent niveau , eftersom han er blevet for gammel til at være U23-rytter.

– Desuden håber jeg at udvikle mig yderligere personligt, så jeg kan tage de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter både på cyklen og af cyklen, lyder det fra den unge coloQuick-rytter, der i den korte corona-prægede 2020-sæson blev jysk-fynsk mester, blev samlet nummer to i løbsserien Demin Cup, som blev vundet af holdkammeraten Sebastian Kolze Changizi, og han hentede en fjerdeplads i DM for U23-ryttere.
I det daglige træner Alexander Salby meget med det han kalder ”Aarhus-banden”, men især Anthon Charmig og sin fortsatte holdkammerat, Jeppe Aaskov Pallesen.
Og på træner- og coachsiden har Salby i år arbejdet tæt sammen med Line Thams, der er tidligere eliteudøver som triatlet, og nu er forsker og ph.D-studerende i sportsvidenskab på Aarhus Universitet.

– Jeg har været rigtig glad og godt tilfreds med den udvikling og plan vi har fulgt sammen, siger Alexander Salby om samarbejdet med Line Thams.


Selvom vintertræningen kan være sur med regn, sne og frost, ser Alexander Salby frem til at køre både racer og mountain-bike.

– Jeg elsker at komme en tur i skoven og køre de tekniske spor, hvor tiden bare flyver af sted.
Alexander Salby håber i sin fjerde sæson hos coloQuick at komme med i Danmark Rundt, og dertil alle de UCI-løb, som coloQuicks løbsprogram tillader.

– Men ser jeg fem år frem, er det da løb som Tour’en og klassikere som Milano-San Remo og Flanderen Rundt, der står højt i drømmene, hvis jeg til den tid fortsat elsker at cykle og kan præstere mit bedste om det er i Touren eller til byskiltet inden bagerstoppet, slutter Alexander Salby.