ColoQuick kommer i 2023 til at køre på hjul fra det hollandske top-producent Scope. Dermed får holdet adgang til nogle af markedets førende og innovative hjulsæt
Når ColoQuick snart åbner sæsonen med de to professionelle UCI-løb Grand Prix Criquielion og Grote Prijs Jean-Pierre Monseré bliver det på helt nye hjul.
Holdet kommer til at tørne ud på hjul fra den hollandske topproducent Scope, som er ny hjulpartner på ColoQuick. Gennem året forventes hele hjulpakken fra de innovative hollændere at komme i brug.
”På ColoQuick går vi meget op i at vi har det hurtigste og bedste udstyr og med Scope i folden har vi en innovativ og fremadsynet hjulpartner, der både kan levere os hurtigt og pålideligt udstyr,” siger Tonny Breiner, teknisk chef på ColoQuick.
Til de flade løb bliver det foretrukne valg de 57 mm høje R5-hjul, mens de 30 mm høje R3-hjul bliver det foretrukne valg på de kuperede løb. Holdet kommer også til at have R5A-hjulene til rådighed – en forstærket udgave af de normale R5-hjul, der kan blive det foretrukne valg til brostens- og grusvejsløb.
Til enkeltstarterne falder valget på de nyudviklede R9.T og AEA-pladehjul og summeret op er det således et imponerende udstyrsarsenal, som er til rådighed.
”Vores samarbejde med Scope bygger også på at vi kan give feedback og hjælpe med fremtidig udvikling af produkterne, så vi også på sigt kan have den fordel over mange af vores konkurrenter, som vi allerede nu kommer til at have med vores nye hjulpartner,” siger Tonny Breiner.
Hos den danske distributør af Scope, BikersBest, er der også stor glæde over at ColoQuick i 2023 kører på hjul fra de innovative hollændere.
“Vi er meget glade for aftalen mellem Scope og ColoQuick. Med ColoQuicks store forstærkning på truppen frem mod 2023 var det helt naturligt for os at indgå et samarbejde nu. Vi glæder os til at følge ColoQuick – både i 2023 og efter det,” siger Kim Egedesø fra BikersBest.