En af de helt store talenter i dansk cykelsport både på landevej og bane, 18-årige Conrad Haugsted, der netop har hentet en bronzemedalje i scratch ved juniorverdensmesterskaberne i banecykling i Colombia, indleder fra årsskiftet sin seniorkarriere på talentudviklingsholdet ColoQuick.
“Vi er utrolig glade for at tilføje endnu et af Danmarks helt store cykeltalenter til vores hold i 2024. Conrad har været inde i vores juniorprogram og vi har allerede været så heldige at få lov at møde ham på en af vores samlinger i foråret. Conrad er virkelig en spændende ung rytter som kan lidt af hvert. Han har en rigtig god cykelløbsforståelse og en vanvittig god afslutning,” siger sportschef Christian Moberg om signeringen med Conrad Haugsted.
Selvom Conrad Haugsted kun er 18 år og stadigvæk går i skole, har han kørt cykelløb i 10 år.
“Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at følge Tour de France, og da min mor og far begge var ivrige motionscyklister blev jeg naturligvis trukket med og blev hurtigt bidt af cykling,” siger Conrad Haugsted, der er født og opvokset på Islands Brygge i København.
“Jeg kørte mit første licensløb som ni-årig, og har åbenbart været så god, at jeg to gange har været landets mest vindende rytter på tværs af alle klasser på landevejen,” siger Conrad Haugsted.
Conrad Haugsted har gennem årene fulgt op på de fornemme resultater, og ud over VM-bronzemedaljen i august i Colombia er det på banen blevet til tre guldmedaljer hos juniorerne – i parløb, omnium og individuel forfølgelsesløb. På landevejen blev det til to top-10-placeringer i både enkeltstart og linjeløb, og til flere podieplaceringer i både danske og udenlandske løb i denne sæson.
Ud over VM-bronzen er Conrads flotteste resultat på banen uden tvivl da han som 16-årig sammen med en anden kommende ColoQuick-rytter Theodor Storm i 2021 sikrede sig bronze i DM for seniorer i 100 km parløb.
Selvom Conrad Haugsted har de flotteste resultater på banen, lægger han ikke skjul på, at han med kontrakten med ColoQuick kommer til at prioritere landevejen højst.
“I den kommende vinter kommer jeg dog til at tilbringe en del tid på banen, hvor jeg er med i truppen omkring verdensmestrene på 4 km-holdet sammen med blandt andet Theodor Storm,” siger Conrad Haugsted, der håber han kan kvalificere sig til OL i Paris næste sommer, selvom det kun bliver en reservetjans.
Han ser kontrakten med ColoQuick i sin første seniorsæson næste år som en vej til at få opfyldt sin drøm om at blive professionel. Holdet er perfekt til at blive skudt videre i systemet.
“Det er Jonas Vingegaard og de mange andre World Tour-ryttere, der har været omkring ColoQuick er godt eksempel på. Der er megagode rammer og setup hos ColoQuick, og allerede da jeg i januar ved med til en træningssamling på Pinenhus fik jeg et så godt indtryk, at jeg ikke var i tvivl om, hvor jeg skulle hen næste år,” siger Conrad Haugsted, der ser frem til også at modtage erfaring fra de mere rutinerede kræfter på holdet.
“Jeg er klar til at suge så meget læring til mig fra de etablerede ryttere i den rolle jeg nu bliver tildelt. Om det er som hjælperytter eller jeg får lov til at køre min egen chance. Jeg ved det kan blive svært som første års-senior, men jeg klar til at tage udfordringen op, siger den unge københavner, der om sine egne evner fortæller, at han er en god afslutter, er god i udbrud, men ikke en decideret bjergrytter. Ruten må gerne være lidt kuperet, men de meget skrappe stigninger er nok ikke lige mig:”
Om kontrakten med Conrad Haugsted siger sportschef Christian Moberg, at Conrad med bronzemedalje ved VM i scratch, har vist at hans hurtighed og snilde kan bringe ham rigtig langt.
“Med Conrad på holdet manifesterer vi også igen som det talentudviklingshold vi gerne vil. Tidligere har vi offentliggjort Theodor Storm og Tobias Svarre. Alt dette symboliserer igen og igen vi er stedet for de unge danske talenter. Vi tager virkelig vores arbejde med de unge mennesker seriøst og har mange gode samtaler og dialoger med dem hen over året, ikke blot om de lige har vundet et løb eller ej. Nej, de skal passe ind i kollektivet som det første og så skal de udvikle deres evner på cyklen over de næste sæsoner, så de forhåbenlig kan tage endnu et skridt imod World Tour-kontrakten,” slutter Christian Moberg.