Stortalentet Theodor Storm bliver en del af et af verdens største cykelhold fra årsskiftet, når han skifter til INEOS Grenadiers.
Oprindeligt var det planen at Theodor Storm skulle have været en del af ColoQuick Cycling i 2024.
Men nu kan det 18-årige stortalent skifte rammerne i Skive ud med en markant større adresse, da han har skrevet kontrakt med storholdet INEOS Grenadiers. Dette sker selvom stortalentet allerede havde en underskrevet kontrakt med ColoQuick – en kontrakt som begge parter gensidigt dog er blevet enige om at ophæve, da muligheden for en tre-årig kontrakt på INEOS Grenadiers bød sig for Storm.
”Vores holds største mission er at udvikle og skabe de største cykeltalenter og når en kæmpe mulighed som dette byder sig, så bakker vi fuldt op om Theodor Storms skifte,” lyder det fra sportschef Christian Moberg, der fik en travl juleferie, da interessen fra det britiske storhold meldte sig.
Rent formelt i cykelsporten skriver rytterne kontrakt fra den 1. januar til den 31. december – men rent praktisk skifter rytterne allerede hold, når forberedelserne til den nye sæson begynder. Theodor Storm har derfor allerede siden oktober deltaget i flere af ColoQuicks vintersamlinger, hvor han nåede at opleve ColoQuick-ånden.
”Grunden til at jeg valgte ColoQuick i sin tid var den fede kultur og fordi, at holdet har et renomme for at lave gode cykelryttere. I den tid jeg har nået at være en del af holdet, har vi haft nogle fede samlinger og synes at der var en god teamspirit. Omvendt har jeg nu fået en mulighed, som jeg ikke kunne lade passere,” siger Theodor Storm.
”INEOS Grenadiers har givet plads til at jeg kan fokusere på OL i 2024 og det var utroligt vigtigt for mig. Det betyder også at jeg får et program, som jeg kan se mig selv i,” siger Theodor Storm.
Hos ColoQuick efterlader Theodor Storm et positivt indtryk – selvom den unge rytter ikke nåede at komme i aktion til et cykelløb i ColoQuick-trøjen.
”Vi har været rigtig glade for den tid, vi nåede at have Theodor på holdet. Han har passet rigtig godt ind og vi kan godt tillade os at være stolte over, at han valgte os i første omgang, da det ikke er nogen hemmelighed, at Theodor allerede inden kontraktunderskiften hos os var en ombejlet herre,” siger Christian Moberg.
Uden Theodor Storm er ColoQuicks ryttertrup til 2024 nu på 13 ryttere mod det normale antal på 14 ryttere. Holdet i dialog med flere ryttere om den sidste plads og forventer at kunne tilknytte endnu en rytter til 2024.
FOTO: Theodor Storm under en af vintersamlingerne med ColoQuick. Foto: Sune Haldrup.