I konkurrence med de bedste kontinentalhold satte Team ColoQuick et tydeligt præg på lørdagens U23-udgave af Liege-Bastogne-Liege, hvor Tobias Svarre med en 11.-plads var få centimeter fra at slutte i TOP-10 og hvor Magnus Lorents i løbets første del sad i et meget lovende udbrud.
Sportsdirektør Daniel Lyhne var da også efter løbet godt tilfreds med sine ryttere.
– Men set på helheden synes jeg drengene leverede en virkelig flot indsats, hvor vi på flere punkter fik sat vores præg på løbet. Det var Magnus Lorents, der satte gang i løbet, da han kort efter start angreb og kort efter fik selskab af to andre ryttere. De tre sad ude foran i omkring 70 kilometer og havde en overgang et forspring på mere end tre minutter.
De blev dog hentet efter godt 100 kilometer, hvor den første udskilning skete. Omkring 40 mand slap afsted fra hovedfeltet, og med i den gruppe var Tobias Svarre og Tore Troelsen.
– Da gruppen ramte den frygtede stigning, La Redoute, angreb den senere vinder, Jarno Widar, sammen med et par andre, og desværre manglede Tore og Tobias lige de fem procent, der betød, at de ikke kunne sidde med op over La Redoute, siger Daniel Lyhne.
Tobias Svarre formåede dog på afstand at holde trit med de to førende ryttere, og kunne spurte sig ind på en placering som nummer 11 med et beskedent tidstab på 32 sekunder.
Tore Troelsen kom i mål som nummer 33 godt et minut efter, mens Otto Jølving, Malte Hellerup og Magnus Lorents alle kom i mål med det slagne felt.
– Jeg ville selvfølgelig gerne have set en rytter i TOP-10, men vi sad med i dagens første udbrud som aftalt, og i finalen sad Tore og Tobias hvor de skulle, siger Daniel Lyhne, der frem til et par spændende uger med Tour de Bretagne, og de to danske UCI-løb, GP Herning og Fyen Rundt.


