Niklas og coloQuick suveræn i Aars

22-årige Niklas Larsen sørgede for sammen med sine holdkammerater for at give det Skive-baserede coloQuick en perfekt start på UCI-weekenden i Nordvestjylland.

Niklas Larsen hentede en suveræn sejr i det første af de to UCI-løb, der lørdag blev kørt Himmerland, GP Himmerland Rundt, og med et endnu stærkere hold, når det søndag går løs i Rent Liv Løbet på hjemmebane i Skive, kan det ligne en stor lokal weekend.

“- Vi var måske lidt på bagkant i løbets første fase, men med en stor og flot indsats af Alexander Salby og Aksel Beck Skot-Hansen blev der sørget for, at de udbrud, hvor vi ikke var repræsenteret, blev kørt ind,” fortæller vinderen Niklas Larsen til TV2 Nord..

“- Senere var vi mere toneangivende i løbet, og var med hele tiden, hvor der skete noget. Frem mod finalen gjorde vi os klar ved at være med langt fremme i feltet, og vi sad med tre mand, da det endelig slag skulle udkæmpes. – Vi havde aftalt, at vi helst skulle først igennem den sidste rundkørsel før mål, og derfra skulle vi forsøge at køre sejren hjem. Planen lykkedes næsten, og Steffen Munk startede vores lead out, og med godt en kilometer tog Casper Folsach over og han kunne aflevere mig helt perfekt, så jeg trods lidt tunge ben kunne spurte til en sikker sejr. Da jeg kort før mål kunne kigge mig over skulderen, kunne jeg se, at forspringet var på 10-15-meter,” sagde en stolt og glad Niklas Larsen, der takkede sine holdkammerater for en flot indsats.

Det var også en stolt sportsdirektør Christian Andersen, der på vej tilbage til hovedkvarteret i Skive, kunne fortælle, at coloQuick-holdet sov lidt i starten af løbet, da 14 mand kom af sted uden at holdet var repræsenteret. 

“- Ved et flot holdarbejde, og ikke mindst flot arbejde af Salby og Skot-Hansen fik vi samling på det hele, og resten af løbet blev en taktisk affære, hvor vi hele tiden følte, at vi havde styr på begivenhederne,” siger Christian Andersen.

Nu ser sportsdirektøren frem til søndagens løb på hjemmebanen i Skive, hvor coloQuick kan forsøge at gentage sejren.