FLOT SEJR TIL MALMBERG I OMNIUM I PORTUGAL

En af de nye ryttere i Team coloQuicks trup for sæsonen 2022, den kun 21-årige Matias Malmberg, er allerede i god form, og kunne blot tre uger inde i den nye sæson bogføre den første sejr som coloQuick-rytter. Matias Malmberg er nemlig også en meget dygtig banerytter, og i den forgangne weekend løb han med sejren i omnium ved det portugisiske banestævne Trofeu Anadia på Anadia Cycling Center. Matias Malmberg vandt foran de portugisiske tvillinger Rui og Ivo Oliveira, der til daglig kører på landevejen hos UAE Team Emirates på WorldTouren. Sejren i Portugal er den første i indeværende sæson, og samtidig et bevis på, at Matias følger fremragende op på en 2021-sæson, der også bød på succes på banen. Her blev han europamester i 4000 meter holdforfølgelsesløb med Rasmus Lund, Carl-Frederik Bevort og Tobias Aagaard Hansen, ligesom han vandt bronze i omnium ved selvsamme EM. Den unge dansker kan også kalde sig U23-europamester i omnium og dansk mester i parløb. Matias Malmberg kommer til coloQuick efter et par sæsoner på DCU-holdet Team IBT – BH Carl Ras.