Nicklas Amdi Pedersen har sat sin underskrift på en kontrakt hos Team coloQuick i 2023 og dermed har det Skive-baserede cykelhold sikret sig en af den hjemlige cykelsports største profiler.
Ét navn har været svært at komme uden om for alle, der har fulgt dansk cykelsport i 2022: Nicklas Pedersen. Den 29-årige østjyde har efter en pause i karrieren vendt tilbage til den danske cykelelite med både fornyet motivation, kraft og niveau.
Resultaterne taler sit tydelige sprog – fire sejre, heraf den samlede sejr i den prestigefyldte Demin Cup, og et hav af topplaceringer er det blevet til i 2022. Næsten uanset rute, vejr og løbstype har Nicklas Amdi Pedersen på den ene eller anden måde formået at blande sig i kampen om sejren. Derfor var der også rift om den rutinerede østjydes underskrift, da han stod højt på ønskelisten hos mange hold.
“Jeg glæder mig til at tørne ud for Team coloQuick og ser det som en mulighed for at jeg både kan lægge yderligere på mit eget niveau og samtidigt være med til at dele ud af den erfaring, jeg har. Jeg synes det er enormt motiverende både at vinde cykelløb selv, men også hjælpe til at mine unge holdkammerater kan det,” siger Nicklas Pedersen.
Netop erfaringen mangler Nicklas Pedersen ikke. Han har tidligere kørt på kontinentalniveau i både 2014 og 2017-2019, men valgte efter et par ellers succesfulde år på Giant-Castelli og BHS-Almeborg Bornholm at tage et par års pause fra landevejscyklingen. I stedet blev fokus sat på e-cykling, hvor Pedersen i 2020 vandt bronze til det første verdensmesterskab i Zwift.
Da 2022 startede var derfor ikke lagt op til at Nicklas Pedersen skulle dominere A-klassen. Men landevejssporten trak i ham igen, og derfor søgte han licens og startede i B-klassen, hvor planen var at køre cykelløb mest for sjov.
Tiden i B-klassen blev imidlertid et kort visit og Pedersen rykkede op i A-klassen ganske hurtigt og gik her direkte med ind i kampen om sejren for sit nye hold, Team Bache-JS.dk, hvor han næsten som en énmandshær tog kampen op mod hele den danske elite.
“I 2022 har jeg ikke haft så mange holdkammerater med i finalerne, men med den trup som jeg bliver en del af nu forventer jeg, at vi bliver toneangivende i langt de fleste cykelløb. Samtidigt glæder jeg mig over, at det er lykkedes at sammensætte en meget harmonisk trup, hvor rytterne både er dygtige cykelryttere, men samtidigt også nogle gutter, som man gerne vil være på tur med,” siger Nicklas Pedersen, og løfter dermed en smule for, at der er flere spændende ændringer på vej hos coloQuick.
Siden maj har der næsten ikke været en finale, hvor Nicklas Pedersen ikke har deltaget. Foruden en samlet sejr i Demin Cuppen har den kommende coloQuick-rytter krydset stregen først i finaleafdelingen af selvsamme løbsserie, vundet en etape i Randers Bike Week og vundet Give Elementer Løbet.
Men måske flottest af alt står den imponerende femteplads på 5. etape af PostNord Danmark Rundt, hvor Pedersen i landsholdstjeneste kørte lige op med superstjerner som Christophe Laporte, Ben Swift, Olav Kooij, Jasper Stuyven, Ethan Vernon og Jasper Phillipsen.
“Nicklas Pedersen stod allerøverst på vores ønskeliste, da han er en rytter, der kan noget nær alt det, som vi gerne vil have. Han er klog, han kan klare selv de hårdeste ruter og han er en lynhurtig afslutter,” siger ledende sportsdirektør, Christian Moberg, om den nyeste tilføjelse, som han har fulgt gennem hele året.
“Jeg husker nærmest ikke et løb, hvor Nicklas ikke har siddet i finalen. Og bare dét at Nicklas formår at vinde den prestigefyldte Demin Cup foran alle kontinentalholdene er opsigtsvækkende. Foruden hans tårnhøje personlige niveau, så er har han også sine åbenlyse kvaliteter som vejkaptajn. Jeg forventer derfor at Nicklas i 2023 også bliver en af de ryttere, der kan hjælpe vores nye unge ryttere med at gribe cykelløbene an og være en af de ryttere, der kan gå forrest for holdet,” siger Christian Moberg.