Anders vender tilbage til vante rammer i Skive

Et af dansk cykelsports store talenter, Anders Vos Sørensen, tager fra årsskiftet springet op som senior og samtidig vender han tilbage til Skive-egnen, efter at han har skrevet kontrakt med et af Danmarks bedste kontinentalhold, Team coloQuick.

Den 18-årige cykelrytter fra Farsø i Himmerland kommer dermed tilbage til vante rammer, da han i sin tid indledte sin cykelkarriere i Nr. Søby Cykelklub, der gennem en kraftig satsning på juniorryttere for en halv snes år siden dannede en form for optakt til stiftelsen af Team coloQuick, hvor talentudviklingen med stor succes er fortsat på seniorniveau. 

– Jeg er utrolig glad for at blive tilknyttet Team coloQuick, hvor jeg virkelig tror på at jeg kan udvikle mig som cykelrytter, siger Anders Vos Sørensen. 

– Samtidig kan jeg blive genforenet med min tidligere træner, Tonny Breiner, som jeg kender rigtig godt fra mine år i Nr. Søby og min nuværende træner Finn Madsen, som jeg har mødt hos Team Mascot Workwear.

Tonny Breiner og Finn Madsen er siden blev tilknyttet coloQuick-holdet som henholdsvis sportsdirektør og talentspejder og det gensyn glæder den unge himmerlænding sig til.

Anders Vos fik en noget pudsig indgang til cykelsporten, da hans far skulle tabe sig og købte en racercykel.

– Jeg begyndte at cykle med på de korte træningsture, og hverken jeg eller min far havde set det komme, men jeg blev efterhånden bidt af cykling, For seks år siden blev jeg medlem i Nr. Søby Cykelklub, og siden har det udviklet sig derfra, fortæller han.

– Jeg kørte mine første rigtige cykelløb som U15, hvor det blev til et par enkelte podieplaceringer, men som U17 blev jeg jysk/fynsk mester og fik en tredjeplads til DM. Siden er det blevet til yderligere to jysk/fynske mesterskaber i U19-klassen, men mit bedste resultat var da jeg i junior-etapeløbet Grand Prix Rüebliland i Schweiz vandt bjergtrøjen og blev nummer syv i klassementet.

En drøm at komme på coloQuick

Anders Vos Sørensen lægger ikke skjul på, at det er et drømme-scenarie at blive en del af coloQuick-truppen allerede i sit første år son senior-rytter.

– coloQuick er kendt for et hold med et godt sammenhold og hvor de er rigtig gode til at udvikle ryttere, siger den kommende coloQuick-rytter. Det er et sted, hvor der er et godt set-up, hvor udstyret er det bedste på markedet, og hvor det er et optimalt løbsprogram som også tilgodeser de nye unge ryttere. 

– Men jeg tager først og fremmest min kontrakt med coloQuick som en stor oplevelse, og så må vi se hvor langt det rækker, siger han, og tilføjer, at han ser frem til de mange løb, som hans nye kontrakt kan føre med sig.

– Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få opfyldt min drøm om at køre Danmark Rundt, og at der også bliver plads på holdet i de UCI-løb, som er på programmet hos coloQuick. Men ellers er jeg helt klar til at bidrage med alt hvad jeg kan og sikre sejre til holdet. Det er ligegyldig hvem der vinder, bare det er en fra holdet, lyder det fra Anders. 

Anders Vos betegner sig selv som en allround-rytter, men indrømmer at han nok ikke endnu har fundet ud af hvad han er bedst til. 

– Jeg beviste i Schweiz, at jeg godt kan lide, at der er lidt knolde på ruten, og jeg har vundet både spurtsejre og en enkeltstart som junior. Jeg vil også gerne køre aggressivt fra start og være med til at skabe løbet, men meget vil uden tvivl ændre sig, når det nu gælder på senior-niveau.

For den unge himmerlænding drejer det nu om cykler både på arbejde og i fritiden. Han er nemlig kommet i lære som cykelmekaniker hos Vesthimmerland Cykelcenter. Netop denne kombination tror han også på kan være en fordel på sigt.

– Jeg har allerede i sidste halvdel af sæsonen vist, at en bedre struktur på hverdagen kan give resultater. Jeg gav den virkelig en ordentlig skalle henover sommeren og det gav fire sejre i træk i efteråret. 

– Nu glæder jeg mig til at få den hjælp både fysisk og mentalt, der betyder at jeg får hjælp til en struktur i hverdagen,  hvor jeg får passet min træning, får spist ordentligt og restitueret både efter løb og træning, slutter den unge Farsø-rytter.

Den ledende sportadirektør hos Team coloQuick Christian Moberg er megaglad for at Anders Vos Sørensen beviste sine kvaliteter i specielt i slutning af 2022-sæsonen ved at kører en masse gode placeringer og sejre ind.

– Dermed kunne han bekræfte vores antagelse fra vores træningslejr i Spanien i foråret, hvor vi allerede havde Anders i kikkerten, sigrer sportschefen.

Vores talentarbejde viser allerede i år 1 med nye tiltag og tilgang af Finn Madsen, at vi er på rette spor i forhold til at være et godt sted for de unge danske talenter, når de skal videreudvikle sig og vokse som menneske og cykelrytter.

– Vi havde allerede Anders med på vores træningslejr og der lærte vi ham rigtig godt at kende. Han mødte alle omkring holdet og passer rigtig godt ind. At han så også kører rigtig godt på cykel er jo et perfekt match. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge hans udvikling de næste par år, slutter Christian Moberg. 

Skriv et svar