coloQuick skal opfylde stortalentsdrøm om World Tour-kontrakt

Sebastian Nielsen – 22 år – droppede atletikken og har siden satset på en karriere som cykelrytter. Gennem en række flotte resultater har han for næste sæson fået kontrakt med talentudviklingsholdet Team coloQuick fra Skive og håber at det kan føre til en professionel kontrakt som World Tour-rytter. 

Med en andenplads på 4. etape af det højt profilerede PostNord Danmark Rundt sidste år og en sejr i anden afdeling af løbsserien for de danske eliterytteres Superliga, Demin Cup, i år, og hertil en række flotte placeringer i både Danmark og udlandet har Sebastian Nielsen givet så fine prøver på sit talent, at Danmarks bedste talentudviklingshold med base i Skive, Team coloQuick, ikke har tøvet med at give den 22-årige københavner en kontrakt for den kommende sæson.

“Jeg er glad for at jeg efter flere gode snakke med coloQuicks sportsdirektør Christian Moberg er blevet tilbudt en kontrakt, og jeg er overbevist om, at coloQuick er det bedste sted for en ung rytter som mig at lægge et niveau på og fortsætte min udvikling som cykelrytter, der gerne skulle betyde, at jeg kan få opfyldt min drøm om at blive professionel på World Touren” siger Sebastian Nielsen.

Det stod dog ikke skrevet på væggen, at han skulle blive cykelrytter. På trods af at hans far, Michael Nielsen, var en dygtig cykelrytter og kørte i A-klassen, var Sebastian mere optaget af atletikken, og i ungdomsårene var han i den store københavnske atletikklub, Sparta IF, mellemdistanceløber på højt niveau i de forskellige årgange. 

“Men efter en række småskavanker og en knæskade begyndte jeg at cykle med min far, og blev fanget af cykelsporten,” siger Sebastian Nielsen. 

“På det tidspunkt havde jeg ikke de store drømme om en karriere som cykelrytter, men blot som en anden mulighed for at dyrke sport.” 

Ny start som cykelrytter 

Sebastian blev på et tidspunkt meldt ind i den lokale cykelklub, Fix Rødovre, hvor han kørte et halvt år inden turen er gået videre over Team ABC Junior i København, Herning Cykelklubs elite-juniorhold, samme midtjyske klubs elitehold som 1. års senior, Team OB-Wilk Dan Stillads i Næstved og de seneste to år hos kontinentalholdet Restaurant Suri – Carl Ras med base i Holbæk.

“Efterhånden som resultaterne begyndte at komme blev ambitionerne også større, og det er helt klart, at jeg med kontrakten med coloQuick også er kommet på det hold, der kan opfylde min drøm om at blive professionel cykelrytter,” siger Sebastian Nielsen. 

“coloQuick har jo bevist, at det er det helt rigtige sted at være gennem de mange ryttere fra holdet, der har fået en plads på World Tour,” siger Sebastian Nielsen, der ved siden af cykelkarrieren arbejder i en tøjbutik i Rødovre-Centret.

“Jeg håber også, at jeg som en lidt oldschool-rytter, der først i denne sæson er begyndt at køre med watt-måler, passer ind i udviklingskonceptet i coloQuick. At jeg med det bedste udstyr, et stort løbsprogram, og masser af støtte fra et hold med stort sammenhold, også kan fortsætte min personlige udvikling. Men for mig er det også vigtigt, at det ikke kun handler om personligt at vinde cykelløb, men at være der hele tiden og gøre det bedste for holdet,” uddyber sjællænderen. 

Som cykelrytter betegner Sebastian Nielsen sig som en såkaldt puncheur, der trives godt i et kuperet terræn gerne med mange, men ikke for stejle stigninger.

“Jeg har også en rimelig god spurt, men skal nok på sigt forbedre min enkeltstart,” lyder det fra den unge københavner, der glæder sig til at blive en del af coloQuick-familen.

Den ledende sportsdirektør hos coloQuick, Christian Moberg, fortæller, at Sebastian Nielsen er en rytter, han længe har haft et godt øje til.

“Sebastian fik vist i løbet af 2022 med blandt andet en Demin Cup-sejr og flere gode resultater, at han var klar til at tage steppet op og jagte drømmen som professionel hos os på coloQuick, siger sportschefen. Jeg håber virkelig nye græsgange og folk omkring ham kan give de sidste procenter i udviklingen til at vinde store sejre og måske om et eller to år være tæt på en professionel kontrakt. Men det kræver stadig masser af hårdt arbejde og vilje,” siger Christian Moberg, der ser fine kvaliteter hos den seneste tilføjelse. 

“Sebastian er en rigtig god taktiker og afslutter og så har han næsen for at vinde løb. Vi skal arbejde med hans bund-niveau og hans mentale tilgang til cykelløbene, så vi får en stabil god rytter på sigt, som er klar til en professionel karriere,” slutter Christian Moberg. 

Skriv et svar