Sæsonpremiere mod hold fra de øverste hylder

Når de belgiske landeveje danner rammen med sæsonpremieren for det lokale Skive-cykelhold COLOQUICK er der lagt op til en barsk start. I weekendens to løb, som begge rangerer på højt på UCI-niveau, er modstanderne også fra de øverste hylder. Nogle af verdens bedste – og næstbedste – cykelhold er på startlisten. Det gælder både i Grand Prix Criquielion, der køres lørdag, og søndagens Grote Prijs Jean Pierre Monseré. De to belgiske løb køres for at mindes to tidligere – nu afdøde verdensmestre – Claude Criquielion, der vandt VM i 1984 og Jean Pierre Monseré, der blev verdensmester i 1970 foran legendariske Leif Mortensen, der i sin første prof-sæson sensationel snuppede sølvmedaljen. På startlisten til de belgiske løb er adskillige World Tour-hold med Jumbo-Visma, Soudal-Quick Step, Team DSM og Intermarché – Circus – Wanty som de bedste og fra næstøverste hylde, Pro Teams finder vi blandt andet Fabian Cancellaras hold Tudor, norske Uno-X, Lotto Dstny og Team Flanders Baloise. – Vi stiller med syv sultne ryttere, der virkelig gerne vil ud at vise, hvor vi står, siger sportsdirektør Christian Moberg. Det bliver en megahård start på sæsonen, men for os alle bliver det spændende at komme i gang, og se hvor vi står i forhold til konkurrenterne. – Vi skal i begge løb forsøge at have folk med fremme og gerne helt frem til finalen, og så er det måske os, der kan komme med overraskelsen, siger Christian Moberg, der betragter en eventuel Top-10-placering som en kæmpesucces. – Men vi er med for teste formen og niveauet, og jeg er overbevist om, at alle ryttere vil yde deres allerbedste. COLOQUICK har udtaget følgende syv ryttere til sæsonpremieren i Belgien: Simon Bak Joshua Amos Gudnitz Emil Toudal Frederik Muff Sebastian Nielsen Nicklas Amdi Pedersen Frederik Bjørn Sørensen – Det er en trup, der består af fire ganske unge ryttere, og så de langt mere erfarne Amdi, Muff og Toudal, der i kraft af deres alder og rutine skal byde ind, siger Moberg. Sportsdirektøren fortæller at lørdagens Grand Prix Criquielion er et langt løn – 201 kilometer og undervejs er der over 2000 højdemeter. – Der køres i et typisk kuperet terræn, som vi kender fra de belgiske forårs-klassikkere, og så skal vi sørge for, at sidde med i de rigtige udbrud, og måske kunne overraske fordi de store hold ikke ser os som en trussel, lyder det fra sportsdirektøren. Hans bedste bud i lørdagens løb er Simon Bak, Joshua Gudnitz og Emil Toudal, der alle har vist god form i optakten. I søndagens Grote Prijs Jean Pierre Monseré køres der på en langt mere flad rute, der vil favorisere sprinterne, og derfor er en af verdens bedste sprintere, Fabio Jakobsen, også til start og må betragtes som den store favorit. – Feltet er væsentligt stærkere som søndagen, men det er vores plan, at komme med i et udbrud, og måske være i stand til at overraske og drille de store hold. Vi er helt klar, og så må vi se hvor langt det rækker, siger Christian Moberg, der på forhånd ser Nicklas Amdi Pedersen som det bedste bud i en eventuelt finale.