ColoQuick henter den sjællandske mester

Team ColoQuick er i fuld gang med at skabe truppen til 2024-sæsonen og har allerede offentliggjort, at Tobias Svarre kører endnu en sæson for Skive-holdet, mens et andet stortalent, Theodor Storm, er ny i truppen.

Nu henter ColoQuick endnu et talent, 20-årige Pelle Køster, der i søndags vandt det sjællandske mesterskab for eliteryttere. Blandt andet foran flere nuværende ColoQuick-ryttere.

“Jeg er utrolig glad for at have skrevet kontrakt med et ungt talent som Pelle. Jeg synes allerede sidste år, at der var mange lovende kontakter og vores dialog startede der. Vi blev enige om at endnu et år på CO:Play – Giant ville være det bedste sted for at ham at udvikle sig og bygge det sidste på, så han var klar til at steppe op på kontinentalniveau,” siger sportslig leder Christian Moberg fra ColoQuick.

Pelle Køster har de seneste sæsoner kørt for det københavnske DCU-hold CO:Play-Giant Store, hvor det er blevet til to sejre i år. Foruden det sjællandske mesterskab har han også vundet A-løbet i Tikøb, ligesom det er blevet en femteplads på enkeltstarten til DM for U23-ryttere.

Den unge københavner fortæller, at han begyndte at cykle i 2011 umiddelbart efter at VM i landevejscykling var blevet afviklet i København.

“Jeg var kun otte år, men blev bidt at cykling, da jeg så de mange berømtheder køre forbi lige neden for min vindue på Nørre Farimaggade. Jeg cyklede i nogle år, men begyndte så at spille  fodbold. Jeg fik lysten igen i 2019, da jeg var 16 år og har cyklet siden,” siger Pelle Køster, der ser frem til fremtiden på ColoQuick.

Jeg elsker at cykle, og det gælder både træning og løb. Det tænder mig at konkurrere, og selvfølgelig allerhelst at vinde. Det er et sindssyg godt hold med en meget professionel tilgang og set up. For mig er det det helt rigtige sted, hvis jeg skal videre i min karriere og forhåbentlig blive professionel,” siger Pelle Køster.

“Pelle tog den udvikling vi forventede og har kørt stabilt gennem hele sæsonen og lavet flotte resultater, der bekræfter, at han er værd at satse på de næste år. Han er en tilføjelse, der kommer til at hæve vores niveau og så passer han perfekt ind på vores team og ind i vores værdier,” uddyber Christian Moberg.

“Jeg glæder mig virkelig til at skulle køre større løb I Danmark og internationalt, siger Pelle Køster, der siger om sine egne evner som cykelrytter, at han foretrækker de hårde cykelløb.

“Jeg er ikke bjergrytter qua min højde på 189 cm, men har min force på de mere småkuperede ruter, hvor der køres i højt tempo. Så er jeg også semi-hurtig i en spurt, så kommer der en mindre gruppe hjem, skal jeg nok forsøge at holde mit til, siger han, og tilføjer, at han også er rimelig god på en enkeltstart. Derfor ser jeg også frem til at skulle på det allerbedste udstyr,” når jeg starter hos ColoQuick, siger Pelle Køster.

FOTO: Carsten Machholdt / Team CO:Play – Giant

Skriv et svar