Lærervikaren fra Esbjerg: Kevin kan bruge ColoQuick som springbræt til prof-karriere

Team ColoQuick har sikret sig endnu en af dansk cykelsports store talenter. Den 19-årige vestjyde Kevin Biehl har skrevet kontrakt med det Skive-baserede kontinentalhold for den kommende sæson og gør dermed holdets U23-trup endnu stærkere.

Kevin Biehl, der efter at være blevet student i sommer har arbejdet som lærervikar i sin hjemby Esbjerg, ser skiftet fra Team Sparekassen Danmark Aalborg til ColoQuick som et stort spring i karrieren.

“Jeg kommer til Danmarks bedste hold, og jeg ser det som det bedste sted til at få opfyldt min drøm om at blive professionel,” siger Kevin Biehl, der også ser ColoQuick som et springbræt til World Touren.

ColoQuicks sportschef Christian Moberg er også glad for kontrakten med den unge vestjyde.

“Kevin Biehl er endnu en stærk tilføjelse til vores U23 -trup og en mand for fremtiden. Kevin har gennem hele sæsonen kørt rigtig stærkt og været de rigtige steder i de hårde cykelløb. Han har kørt Nations Cup med U23-landsholdet og deltog også i Post Nord Danmark Rundt for det danske landshold,” siger Moberg, der gennem sæsonen løbende har fulgt Kevin via holdets nordjyske sportsdirektør, Anders Hardahl.

“Anders Hardahl har haft en rigtig god dialog med ham hele sæsonen og vi er sikker på det er det rigtige tidspunkt at få Kevin ind på holdet. Kevin kører både rigtig stærkt opad og er en rigtig god mand til at sidde de rigtige steder i feltet. Nu skal vi arbejde videre med ham så han udvikler sig i den rigtige retning,” lyder det fra sportschefen.

Kevin Biehl er født og opvokset i Esbjerg og begyndte at køre cykelløb allerede som otte-årig tilskyndet af sin far, der var en ivrig motionsrytter.

“Jeg fik hurtigt blod på tanden, og fik dispensation til at køre løb et år før jeg blev ni år,” fortæller Kevin.

“Jeg kørte de første år for klubben i Esbjerg, men skiftede som junior til Odder Cykelklub, hvor jeg kørte i to år inden jeg forud for denne sæson skiftede til Team Sparekassen Danmark Aalborg, hvor jeg kar kørt mit første år son senior.”

Kevin Biehl har været rigtig godt tilfreds med sin debut som senior, hvor det bedste resultat har været en ottendeplads i den samlede stilling i det polske UCI-etapeløb, Tour of Malopolska, og samtidig en andenplads i kampen om ungdomstrøjen.

Han ser også udtagelserne til U23-landsholdet, og en plads på det danske landshold i PostNord Danmark Rundt som en anerkendelse.

“- “Jeg er mega-glad for at få chancen hos ColoQuick. Det er et hold med en god struktur og en rigtig god organisation. De har det bedste udstyr, og et flot udlandsprogram, hvor de også satser på U23-rytterne, så derfor giver det hele en rigtig god mening,” siger Kevin Biehl.

Kevin er klar over han kommer til ColoQuick for at lære, men også til et hold, hvor man får chancen hvis den byder sig.

“- “Det er et godt sammenhold på holdet, hvor alle hjælper hinanden, og hvor de ældre og mere rutinerede ryttere er klar med gode råd og støtte. Nu er det op til mig selv, at udfylde den rolle jeg bliver tildelt, og gerne skabe de resultater, der på sigt kan bringe mig videre,” siger han.

Som vestjyde fortæller Kevin også, at han gerne vil have hårde og udmarvende cykelløb.

“Det må gerne være et hårdt terræn og blæsten er jeg vant til fra mine træningsture. Selvom jeg er forholdsvis høj, 186 cm, er jeg spinkel af bygning og derfor kan jeg virkelig godt lide at køre opad, men til gengæld er en massespurt ikke lige mig,” slutter Kevin Biehl, der er klar til at give den en skalle på træningscyklen i de kommende vintermåneder., så han kan møde bedst mulig forberedt til den nye sæson på sit nye hold.

Skriv et svar